Rejsebeskrivelser

Karnak krydret med Sakhmet-indvielse

Karnak tempel i Luxor er det største tempelområde som er bevaret i Egypten. Som en af de mange turister der besøger stedet, finder jeg flere områder med kraftfuld energi, hvor jeg mediterer og begiver mig ind i historiens vingesus.
Det fortælles at Amenophis 3. lod opføre hundredvis af statuer over hele området i Karnak. Alle forestiller de gudinden Sakhmet med løvehovedet. Sakhmet, hvis navn betyder den mægtige, er en af de ældste guder og kan spores tilbage til forskellige epoker i dynastisk tid (ca. 3000 f. Kr.).

Efter en fem-timers bustur fra Hurghada ankommer jeg i mylderet af turistgrupper og finder billetlugen. Uden turistguide går det også enkelt og let med at købe billet. Overalt står der hjælpsomme lokale i deres støvede kalabaja.

Fyldt af forventningsglæde og med ønsket om at finde et fredfyldt sted med netop de specielle energier som jeg bruger til at åbne ind til andre dimensioner går jeg ind gennem den store tempelport og forlader sphinx-alléen. Overalt taler turistguider højlydt fra alle verdenshjørner, og presset af menneskemængden gør mig målrettet. Jeg smyger mig ned til søjlesalen og forsøger at finde skygge. Efter en stund i stilhed fornemmer jeg vibrationerne fra søjlerne. Hurtigt går det op for mig at jeg må til at skifte stedet ud med et uden turister. Ikke engang en zone på en meter kan jeg få til at sidde i fred. En lokal kommer hen og stiller sig beskyttende og holder de fleste nærgående fra mit energifelt.

Efter at jeg har drukket en halv liter vand lister jeg rundt om søjlerne og bevæger mig ud i et stort område med mange bygningsrester og palmer. Et af de højeste palmetræer taler til mig. Vinden sætter med de visne palmeblade en lydkulisse som jeg bruger til at glide ind i en meditativ tilstand.
Ret hurtigt mærker jeg en påtrængende energi på min højre side. Jeg lukker det højre øje op og får straks spørgsmålet "Where do you come from?" En ung smuk araber står i sin kalabaja og smiler meget imødekommende. Jeg svarer kort "Denmark" og lukker øjnene igen. Med et brændende ønske om fred og ro forsøger jeg igen at fange energien og går stille ind i min meditative tilstand.
Igen mærker jeg en påtrængende energi, men nu fra min venstre side. Jeg beder om den må forsvinde. I samme øjeblik hører jeg den unge egypter spørge "Do you want me to take a photo?"
Et hurtig afvisende la (nej) og jeg vender blikket indad. Da han ikke forsvinder, lukker jeg igen øjnene op. "Please, let me in peace. I want to sit here and meditate". Min bøn om at få fred høres ikke, og jeg får straks et nyt spørgsmål. "Do you want to meditate in Sakhmets tempel?" "No, thank you. I just want to sit here in peace, please".
Araberen går. Jeg fordyber mig i energier fra stedet og får hurtigt fat i et energiforløb fra en tid i Karnak templet, hvor tempelkatte beskytter templets forråd og samarbejder med præsterne. Jeg glider ind i den tid og bevæger mig let og elegant rundt som energivæsen.

Efter en halv time fader energien ud. Jeg mærker tørst og sult. Min sandwich og halve liter vand glider hurtigt ned. Jeg sidder og nyder vindens susen i de tørre palmeblade. Skyggen har bevæget sig østpå og jeg begynder at åbne mig for de næste tiltag i Karnak templet.

Inden jeg når så langt at alt er afklaret, hører jeg nu en stemme bag mig. En turistpolitibetjent står i sin hvide uniform med maskingevær over skulderen. Om jeg vil meditere i Sakhmets tempel? Jeg rejser mig og går hen mod ham, vil bare sige nej tak og gå videre. Udgangen for området med alle stumperne af fortidsmonumenter er bag ham. Ingen turister eller guider er i nærheden.
Kropsposituren fortæller mig at jeg ikke bare kan gå videre. Jeg takker høfligt nej. Jeg har allerede mediteret og ønsker nu at gå videre, siger jeg.
Han spørger igen, om jeg vil meditere i Sakhmets tempel, mens han vender sig så maskingeværet peger mod mig.
Han gør signal op mod en anden vagt på den omkringliggende mur. Et par nik og vagten bevæger sig. Jeg tager en hurtig beslutning og siger ja tak til at meditere i Sakhmets tempel.
Sakhmet blev anset som en beskyttende gudinde som afværgede uheld. Hun symboliserede i en periode en aggressiv krigsgudinde som forsvarede Egypten. Dette dobbeltaspekt at være frygtens herskerinde med at forsvare i krig og at være en beskyttende og kærlig gudinde giver mig mod.
Med forsigtige skridt finder jeg stien gennem brokkerne og kommer uden om de fleste huller i sandvejen.
Jeg ser, at vagten fra muren stopper sin gang hen mod mig, og en lokal træder frem fra skyggen af nogle fritstående vægge.
Min bøn om fred blev ikke hørt. Nu beder jeg om, at det højeste gode for alt og alle må ske. Jeg beder om, at jeg må vise tillid til at disse egyptere ønsker mig det bedste.
Jeg bliver budt velkommen til Sakhmets tempel, og den lokale egypter viser mig hen til en gruppe af mænd, som sidder uden for en stor trædør med kæmpe hængelås og kæde.
Mit spartanske arabisk gør jeg ikke helt kan kommunikere med denne gruppe mænd. En ting er dog sikker: de ønsker kun at vise mig gæstfrihed og dele deres tempel med mig. En af de yngre mænd springer galant op på taget. Nogle sten bliver flyttet. Stemmingen og latteren gør mig tryg.
Med min indre stemme beder jeg stadig om beskyttelse og hjælp til at få det bedste ud af situationen.
Det første rum er tomt og jeg orienterer mig efter egypteren. Han låser endnu engang op under stønnen og raslen fra kæderne. Med et galant vink føres jeg ind i det inderste rum af det, der er blevet tilbage af Sakhmets tempel. Her står Sakhmet med sit scepter og livets nøgle.
Jeg mærker en form for spænding i de første sekunder, men overgiver mig. Egypteren råber et par ord til den unge mand på taget, og han flytter stenene endnu engang. Solens stråler rammer præcist ned på Sakhmets måneskive.
Min vært viser mig hen til Sakhmet og fortæller kort hvordan jeg skal lukke op for Sakhmets energier. Han viser mig at krone-, pineal- og halsshakra skal åbnes og guider mig ind i hjerteenergien. Med et par bank på døren viser han mig signalet for at komme ud.
Den tunge trædør falder tungt i, og jeg vender mig mod Sakhmet.
Solens stråler glider hen over måneskiven og centrerer sig igennem hele skulpturen. Jeg centrerer mig i energien og forsvinder i lys.
Hele rummet er lys, jeg er lys, Sakhmet er lys. Vi er et i energien.
Nøjagtigt som jeg er vendt tilbage i min egen energi åbner min vært døren. Han kommer ind smilende og stiller sig sammen med mig foran Sakhmet. Vi lukker ned sammen og takker Sakhmet for lyset og kærligheden. Han beder mig om at kysse Sakhmet og røre udvalgte punkter. I stor glæde tager han mig med ud til de andre.
Hele gruppen sidder stadig udenfor den første tunge trædør. Alle smilende og imødekommende. Jeg spørger om de kan se energier. Ja, det kan de alle. Om de alle mediterer. Ja, det gør de. Om de alle bruger Sakhmets energier og templet. Ja, det gør de. Om de stadig bruger tempelindvielser fra faraonsk tid. Ja, det gør de. Om de er bevidste om energiflowet herfra og vi kan træde ind i denne. Nu ser jeg, de bare nikker og alt bliver indforstået. Vi kommunikerer nonverbalt, og de behandler mig respektfuldt og sender mig blikke som er en dronning værdigt.
Dagen i Karnak templet er på hæld, og jeg takker for gæstfriheden og indvielsen. I energien følger de mig ud af templet og med forsigtige skridt går jeg tilbage til udgangen.
Karnak er et levende energisted med masser af gæstfrihed.

Uploadet 27-08-2008, revideret 17-06-2009.