Mine meditationer er lige så vigtige.

At være i lyset, at være i stilhed, at være i tomheden, bare at være. Det er så vidunderligt.

At mødes med vennerne fra andre dimensioner er også så vigtigt for mig. De vil aldrig blive glemt.

Det skulle helst ikke være nødvendigt igen, at de skal materialisere sig for at få mig til at vågne op. Det var da også en fantastisk oplevelse, men helt unødvendigt at bruge al den energi, hvis jeg da ellers kan holde mig vågen.

Her skal vi endnu flere år tilbage. Jeg havde rodet mig ind i noget med en mand, som ikke behandlede mig med jordisk kærlighed. Der var flere ting i mit liv, som trængte til at blive revurderet og jeg måtte give slip på mange ting fra mit hidtidige liv.

Jeg var taget til Mannheim for at besøge en veninde.

Hun var netop taget på arbejde, da jeg lå på sovesofaen i stuen.

Jeg lå og bad om at få vist mig vejen for kærlighed fra en mand, som vil mig og elske mig, som den jeg er.

Der havde været en Per og en Poul i mit liv.

Jeg havde lige læst en børnebog om et eventyr med tre brødre, hvor de hed Per, Poul og bitte Bæk. Jeg lå nu og filosoferede over bitte Bæk og det med eventyrets tre brødre, hvor den yngste får prinsessen.

Jeg bad og spurgte, hvor er du bitte Bæk?

Alt i rummet begyndte at vibrere. Alt blev levende. Det var som om frekvensen bare steg og steg til så hurtig en frekvens, at alt var i bevægelse.

Jeg lå på sofaen og forsøgte at holde mig åbent for, hvad end der måtte ske.

Jeg følte mig tryg og havde tillid til, at alt var, som det skulle være.

Dette var jo bare en af mange oplevelser af denne overjordiske slags.

Midt i rummet materialiserede der sig en kat og en vidunderlig smuk blond, gyldenfarvet ung mand. Han var kun iklædt et lændeklæde.

Katten var den første, som kom hen til mig. Den sprang op til mig og smøg sig ind til mig. Det var bare ren kærlighed. Vi var absolut gamle venner.

Nu kom den unge mand hen til mig.

Udstrålingen var kærlighed.

Jeg blev indhyllet heri og var ved at smelte hel ind i energien, da han bukkede sig ned og gav mig en omfavnelse.

Jeg lukkede øjnene.

Han sagde til mig: ”Vågn op, Beate!”

Da jeg var parat til at åbne øjnene igen, var de begge væk, frekvensen sænket og alt i rummet var i fast form.

Jeg havde haft besøg af en af mine kærlige venner fra en dimension, som jeg er så bekendt med.

Nu gik den altså ikke længere. Jeg skulle vågne op.