"Min far henter mig"

”Min far henter mig i dag”, smiler Emil.
De andre griner og løber hånende ud. Den har de hørt før. De har længe gættet på, hvad Emils far laver, eller hvordan han ser ud. Emil holder hårdnakket fast i, at hans far henter ham. Han venter troligt inde i klasselokalet.
Alle andre har rygsækkene på og styrter hujende i flok ned ad gangene og ud til de ventende forældre.
”Skal du ikke hjem nu, Emil?”
Irritationen lyser ud af øjnene på Hans Henrik. Han er parat til at låse døren og vil bare gerne hjem.
”Jo, lige om lidt”, svarer Emil. ”Min far henter mig”.
Hans Henrik har været vikar i klassen før og lagt mærke til Emil.
Det drømmende blik, det sørgmodige blik og det tomme blik er ikke ukendt.
Emil står ved tavlen og tegner.
”Det er min far”, fortæller han. ”Han smiler altid”.
Emil tænker på det feriefoto, som hans mor har vist ham. Det er vist fra Marokko. Han husker det ikke helt præcist, men et sted hvor det er varmt året rundt. I Marokko er alle folk meget brune og glade på alle fotos, som Emil har set.
”Du har ikke nogen far, Emil. Kom nu, vi skal hjem”.
Kridtet falder ned på gulvet, og Emil bøjer sig langsomt.
Stilheden fylder. Ingen far. Nej, det passer ikke. Emil kigger forskrækket op på Hans Henrik.
I det samme dukker Emils mor op.
”Hej, lille skat. Hvor bliver du af?”
Emils mor rækker hånden ud efter ham.
”Vi skal skynde os i dag. Far kommer snart hjem”.
Med et drømmende blik går Emil ud og glæder sig til snart at blive hentet af sin far.